Her er de ting, vi snupper med hjem fra hoteller

Når ferien eller weekendopholdet slutter, kan det være svært at sige farvel til den lækre hotelstil og følelsen af at bo i luksus. Derfor snupper mange lidt af hotellets indretning med hjem.

Få ting slår følelsen af at vågne i en høj, komfortabel kontinentalseng, sætte fødderne på et blødt gulvtæppe og slå de tunge velourgardiner til side, inden man bevæger sig ud på det rene, velduftende badeværelse med tempelbruser og douchetoilet.

Når man først har prøvet at bo på et rigtig godt hotel, er det svært at forlade luksusfølelsen. Åh, hvor ville man ønske, at man kunne tage den med hjem – og det er der da også mange, som gør.

Kira Staugaard

”Hotellerne er en guldgrube af indretningstips, fordi de går all in og virkelig har styr på, hvordan man skaber wauw-effekt,” fortæller indretningsarkitekt Kira Staugaard fra Kiradesign.dk

Hvor hotellerne tidligere var indrettet ensartet og praktisk med rene linjer og få detaljer, så gør mange hoteller nu en dyd ud af at have en personlig og hjemlig indretning.

”Hotellerne har fokus på, at vi ikke skal føle, vi bor på hotel. Det skal være hjemligt, men lige en tand mere lækkert og komfortabelt end derhjemme. Det nye er små boutiquehoteller i gamle bygninger, der er meget, meget eksklusive, og hvor ingen værelser er ens og der er tænkt over indretningen af hver en krog,” fortæller Kira Staugaard.

Fokus på hygiejne og velvære

I 2020 har mange brugt mere tid derhjemme, end de havde forestillet sig ved årets begyndelse, og det har sat sig præg på, hvordan vi prioriterer boligindretning.

”Vi dyrker tiden med vores kære og prioriterer familiehygge, velvære og afslapning. Derfor vil rigtig mange gerne bruge penge på at gøre hjemme personligt og lækkert. Det er slut med hvide vægge – nu maler vi rummene i vores yndlingsfarver og gør en ekstra indsats for at skabe lækker belysning,” siger indretningsarkitekten, som også har bemærket, at hygiejne spiller en større rolle.

Douchetoilet på hvidberg strandhotel

”Stort set alle hoteller og restauranter har skiftet til håndfri armaturer på deres håndvaske, og det er noget, vi også efterspørger i hjemmet. Hygiejnen er blevet et fokusområde – også i forhold til toilettet, hvor flere vælger et douchetoilet. Både fordi det er rart at slippe for at tørre sig med papir, og fordi vi gerne vil føle os helt rene og friske,” siger hun.

Hotellerne har også stort fokus på velvære, og det lader vi smitte af på vores hverdagsliv.

Det er jo minder, vi tager med hjem – den glæde, vi oplevede på ferien, vil vi gerne implementere derhjemme. Vi vil simpelthen ikke nøjes med at have det godt i ferierne,” fastslår Kira Staugaard.