Teknologien flytter grænser i hjemmet

Køleskabe, der hjælper dig med at undgå madspild, douchetoiletter, der både vasker og tørrer dig og spejl-tv’et, der er integreret usynligt i rummet. Den digitale verden er for alvor trådt over dørtærsklen i de danske hjem, viser denne rundtur mellem de nyeste produkter.

Elevationssenge og robotstøvsugere er eksempler på, hvordan den teknologiske udvikling for længst har ramt danske hjem, men mange flere elektroniske funktioner er på vej. For drømmen om at få integreret teknologier i sin bolig rækker længere endnu, forklarer Theis Passer, der er direktør i e-designfirmaet AVI, som har speciale i teknologien bag intelligente boliger - eller det, der også kaldes ’smart houses’.

”Den intelligente bolig virker attraktiv på folk, fordi den kobler funktion og design og får boligen til at fremstå eksklusiv,” forklarer Theis Passer.

Selv mener han, at det giver mening at indføre teknologi på de områder, som giver nytteværdi inden for eksempelvis energioptimering, komfort og sikkerhed.

geberit sigma80 berøringsfri betjeningsplade

Intelligente løsninger på vej frem

Efter at udviklingen af intelligente løsninger i hjemmet tog sig et dyk under finanskrisen, er de nu på vej tilbage på markedet og ind i danskernes hjem igen.

”Vores hjem består af mere og mere elektronik, og det er efterhånden ikke længere en fantasi at snakke om det intelligente hjem,” siger Theis Passer.

For selv om forudsigelserne om køleskabe, der selv bestiller maden hjem, når der er tomt på hylderne, måske ikke lige er blevet en realitet, så er der sket ufatteligt meget de seneste år, forklarer Theis Passer.

”Det gælder særligt nu, hvor nogle af leverandørernes produkter er ved at bevæge sig ned i et prisleje, hvor mange flere kan være med.”

Lille spejl-tv på væggen der…

Spejl-tv’et er et tv, der er bygget ind i spejlet. Det er blevet særligt populært for boligejere, som går op i et stilrent design, fordi det er integreret usynligt i rummet, når det er slukket. Spejl-tv’et har også den fordel, at det kan integreres i rum, hvor der er begrænset plads, eller være diskret tilbagetrukket i stuen. På denne måde bliver fjernsynet integreret i rummet med respekt for boligens unikke design.

Udover stuen vælger mange derfor at få installeret spejl-tv i soveværelser, køkken og på badeværelser, hvor spejl-tv er velegnet, fordi det er godkendt til vådrum. Mange vælger tv’et i et spejl over håndvasken eller i jacuzzien, men tv’et kan også monteres i en køkkenlåge, i klædeskabsskydelåge i soveværelset eller i pejsen.

geberit aquaclean mera med orienteringslys

Fremtidens toilet er her allerede

En anden teknologi, der også har gjort sit indtog, er douchetoiletterne, som vasker med lunt vand efter toiletbesøg, og hvor alt ordnes ved at trykke på en knap – det eneste, man selv skal gøre, er faktisk bare at trække bukserne ned. Og kan man lide det, vil man måske også kunne lide, at toiletterne selv fjerner lugt og har både lunt sæde og natlys.

Douchetoiletterne kræver måske en kulturændring hos de fleste, men har allerede vundet indpas i mange luksuriøse hjem i Danmark – og på verdensplan synes over 70 pct. af Verdens befolkning allerede, at det er mere hygiejnisk at vaske med vand frem for at gnide med tørt papir.

Udover tv og toiletter har teknologien også flyttet grænser i køkkenet. Madspild har længe været særdeles utrendy, men faktisk smider en gennemsnitlig dansk familie med to voksne og to børn mad ud for 10.000 kr. om året, dvs. 20 pct. af deres samlede udgifter til mad.

Det problem kan nu løses af en ny, avanceret køleskabsteknologi, hvor man fremover vil kunne stå i supermarkedet og tjekke, hvad man mangler i køleskabet. Det sker gennem kameraer i køleskabet, som opdaterer billedet, hver gang køleskabsdøren lukkes. Billedet kan derefter hentes via en app på din smartphone.